HVORFOR ER GUDS NAVN IKKE MED I BIBELEN?

LINK

 hvorfor  er guds navn ikke med i bibelen?

Guds navn er Jahve, det er med  i mange ældre Bibel oversættelser. Her kommer en forklaring hvorfor Guds navn Jahve ikke  er med som før.

Det er ikke én person, men en jødisk tradition, der har fjernet Guds navn (YHWH, ofte translittereret som Jahve/Jehova) fra højtlæsning i templet siden omkring år 70 e.Kr., hvor man erstattede det med titler som Adonai (Herren). Dette afspejles i bibeloversættelser, hvor man i stedet for Guds egennavn ofte bruger "Herren" (med stort H), men Jehovas Vidner har genindført "Jehova" i deres oversættelser for at bevare det originale navn.

Oprindelse: Tetragrammet (YHWH) var Guds hellige navn i Det Gamle Testamente (Tanakh).

Tab af udtale: Da Templet blev ødelagt, stoppede man med at udtale navnet højt, og den præcise udtale gik tabt.

Erstatninger: Ved højtlæsning brugte man Adonai (Herren) i stedet for at udtale YHWH.

Moderne bibeloversættelser: De fleste danske oversættelser (som Bibelselskabets) bruger "Herren" i stedet for Guds navn, for at undgå at forveksle Gud (Faderen) med Jesus, da "Herren" bruges om begge i Det Nye Testamente.

Jahve er Guds navn og er med i mange ældre bibel oversættelser. Når Bla Jehovas - vider bruger "Jehova" for at fremhæve Guds personlige navn , men det er ikke Guds navn, det er en modernisering/blanding af konsonanterne (YHWH) og vokalerne fra Adonai. Guds navn oversættes ikke i ældre oversættelser med Jehova men med Jahve. Jehovas vidner anses ikke for at være en kristne menighed men en religiøs sekt der ikke accepterer Jesus som hovedet for menigheden. Og anerkender heller ikke hverken treenigheden eller Den Hellige Ånd. De ankeder ikke den normale autoriserede bibel men har deres egen Bibel som ikke stemmer i overens med grundteksterne. DE anekender ikke andre kristne uden for deres egen rækker som kristne.

ER DET BIBELSK AFT FEJRE JUL?

LINK

Nej, som sådan er det ikke det er ikke Bibelsk at fejre jul, de første kristne fejrede ikke højtiden. Vi siger, det er frivilligt, om vi siger nej tak til jul eller ikke, vi skal bare vide sandheden herfor vi  evt. fejrer jul, og acceptere andre  kristne som ikke ønsker at fejere jul.

Hvornår blev Jesus født?

Den præcise fødselsdato for Jesus er ukendt, men kirken fastsatte i 300-tallet den 25. december som hans fødselsdag. I mange nordiske lande, herunder Danmark, fejres Jesu fødselsdag den 24. december som en tradition.

Fødselsdatoen er usikker: Der er ingen, der med sikkerhed ved, hvornår Jesus blev født.

Kirken fastsatte datoen: I begyndelsen af 300-tallet besluttede kirken, at Jesu fødselsdag skulle være den 25. december.

Julen fejres forskelligt: Den 25. december er den internationalt anerkendte dag, men i Danmark fejres traditionen den 24. december (juleaften).

Jesu blev ikke født d.34 eller 25 december, men i august eller september måned fordi, hyrderne passede gederne/fårene ude på marken, det kunne de ikke hvis det var December måned, da vill der være vinter og frost.

Jul er faktisk en hedens fejrng af soguden der sendte lyset tilbage.

Men, vi kan godt fejre Jesus kom til jorden, som en minde dag, hvor vi loge som en fødsels dag fejrer Herren Jesus. Mindes Jesus blev født som menneske, men vi behøver ikke at pynte med nisser og andre ting son ikke har noget at gøre med Guds rige og Jesu fødsel.

Julen har ikke noget at gøre med nisse huer og dans om et træ og alt muligt jule pynt, store gave kule frokost, jule træ etc.

Hvis vi ønsker ar fejre og mindes Jesu fødsel, bør vi ikke skikke os lige som verden, men tage denne dag serøs.

Det er en minde højtid, hvor vi huske på Guds gave , Jesus blev født, intet andet, og er som sådan ikke Bibelsk. De første kristne fejrede ikke Jesus fødselsdag og jul.

Vi siger ikke, vi ikke må fejre Jesu fødselsdag, som et mindehøjtid, men vi påpeger, vi ikke er forpligtet til det, og vi skal respektere vore med kristne der ikke ønsker at fejre jul og denne dag.

Bibelen svarer altså ikke direkte på hvornår Jesus blev født, men den beskriver to begivenheder omkring hans fødsel der har fået mange til at drage den konklusion at det ikke kan have været den 24. eller 25. december.

Ikke om vinteren

Indskrivningen. Kort før Jesus’ fødsel havde kejser Augustus udsendt en bestemmelse om “at hele den beboede jord skulle indskrives”. Alle skulle rejse “hver til sin by” for at blive indskrevet, noget som måske har krævet en rejse på en uge eller mere. (Lukas 2:1-3) Befalingen – der sikkert blev udstedt for at man kunne udskrive skatter og tvangsindkalde til militæret – ville have været upopulær på alle tider af året, men det er usandsynligt at Augustus ville have provokeret sine undersåtter yderligere ved at tvinge dem til at foretage lange rejser i den kolde vinter.

Fåreflokkene. Hyrderne “levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten”. (Lukas 2:8) B Bemærk at hjordene opholdt sig under åben himmel fra “ugen før påske, slutningen af marts, til midten af november”. Så tilføjer den: Hjordene opholdt sig, om vinteren, i fårehusene, og alene denne omstændighed viser at den traditionelle dato for julen, om vinteren, kun har ringe mulighed for at være rigtig, eftersom evangeliet siger at hyrderne var ude på markerne.

Det tidlige efterår

Vi kan anslå hvornår Jesus blev født, ved at tælle baglæns fra hans død ved påsken, den 14. nisan i foråret år 33 e.v.t. Johannes 19:14-16, Jesus var omkring 30 år gammel da han begyndte sin tjeneste der varede tre og et halvt år, så han blev født i det tidlige efterår i år 2, Lukas 3:23.

Det er kun en oplysning omkring hvornår Jesus blev født. Altså omkring August/September, ikke on vinteren d 24 eller 25 december.

Ja, vi kan godt, selv om det ikke er Bibelsk fejre Jesu fødsel d 24 eller 25 december som en midedag me vi skal være lar over det ikke er Herren Jesus da da Han blev født af Jomfru Maria.

Det er ikke noget vi kristne skal men vi gør det som et minde om Jesus fødssel. Jule dagene er ikke mere hellige end almindelige dage men det er godt at holde fri og være samen omkring Jesu fødsel og mides Jesus.

LINK

  

LINK

BIBELEN 1948 NO COPYRIGT MINI BIBEL FORKLARING

INFO MINNI BIBEL FORKLARING

FAKAT HVORNPR/HORDAN BIBELEN BLEV SAMLET.

FINDES DER ANDRE TROVÆRDIGE SKRIFTER TIL BIBELEN?

102 profetier om Jesus

Menneskers profetiske betydning

ER DET BIBELSK AFT FEJRE JUL?

NT ORDFORKLARING

GT ORDFORKLARING

• HVORFOR ER GUDS NAVN IKKE MED I BIBELEN?
• 
  

SØRGSMÅL/SVAR SE I BIBELENS LYS

LINK

GT ORDFORKLARING

 

LINK

GT ORDFORKLARING 1948 no copyright

AFGRØDEOFFER. Se 3 Mos. 2

ALEN. Se MÅL.

ALMUGGIM. Træ af ukendt art. Hedder i Krønikebøgerne algummim.

ALOE. Urt eller busk, som gav lægemidler.

ALTER. Det hebr. ord for et alter betyder slagtested. Indtil kong Josias´ tid havde hver by og landsby sit eget alter, bygget under åben himmel på et højt sted, af jord eller rå sten. Her ofrede man. Ved alteret stod slanke stenstøtter. I åbenbaringsteltet var der tre altre: 1. Brændofferalteret af akacietræ, omgivet af kobbergitter, hvorfor det også kaldes kobberalteret. 2. Røgelsesalteret af akacietræ, overtrukket med guld, hvorfor det også kaldes guldalteret. 3. Skuebrødsbordet. Samme altre fandtes også senere i templet. På brændoffer- og røgelsesalteret var der horn (se HORN).

AMEN. Hebraisk ord= Ja, visselig.

ARABALAVNINGEN. Lavningen om Jordan og Det døde Hav og videre ned til bugten ved Akaba.

ARAM. Syrien, nord og nordøst for Palæstina.

ARAMAISK. Syrernes sprog, i slægt med hebraisk som svensk med dansk. Trængte i de sidste århundreder før Kristi fødsel ind i Palæstina. Ezra 4, 8- 6, 18; 7, 12-26, Jer. 10, 11 og Dan. 2, 4- 7, 28 er skrevet på aramaisk.

ARK. Kiste. Således kaldes dels Noas skib, dels den hellige kiste, Pagtens Ark, som ifølge Hebr. 9, 4 indeholdt lovens tavler m.m.

ASJERA. 1. Kana´anæisk gudinde. 2. Hendes billede, en træstamme eller –stage ved et alter.

ASSUR. Assyrien, Nordmesopotamien, østen for Syrien; hovedstaden var Nineve. Grænserne vekslede ret stærkt til de skiftende tider.

ASTARTE. Semitisk gudinde for elskov, frugtbarhed og krig.

AZAZEL. Ond ånd, der mentes at have hjemme i ørkener.

BA´AL. Herre, ægteherre. Vestsemitisk gudenavn. Til navnet er tit som tilnavn føjet stedet, hvor han dyrkedes, f. eks. Ba´al-Peor (Peors Ba´al), eller hans virke, f. eks. Ba´al-Berit (pagtens Ba´al), Ba´al-Zebub (fluernes Ba´al).

BALSAM. Vellugtende plantesaft, der tørret ligner harpiks; brugtes til salve, røgelse og lægedom.

BAND. At lægge band på er dels at tilintetgøre fangne fjender og alt, hvad de ejer, dels at gøre helliggaver urørlige.

BAT. Se MÅL.

BDELLIUM. Gennemsigtig, vellugtende harpiks.

BEKA. Se MØNT og VÆGT.

BELEJRING. Var oprindelig kun at omlejre en by eller borg eller lægge sig ud for portene og andre udgange for at udhungre eller udtørste fjenden. For at sikre sig imod udfald opkastede man en jordvold eller jordværker med træstammer og forhug imod byen (5 Mos. 20, 20). Om ikke ad anden vej lærte israelitterne gennem assyrerne at angribe fæstninger med murbrækkere (stormbukke) og skyttetårne og at opkaste stormvolde af jord, træer og risværk, ad hvilke angriberne kunne trænge op på muren. Bueskytterne, som sikrede arbejderne og de stormende, havde stærke standskjolde med skydeskår.

BOG. Oldtidens bøger var lange papyrus-, læder- eller pergamentstykker, delt i spalter og ved begge ender fæstet til en rulle. Når man læste, rullede man efterhånden papiret eller pergamentet fra den ene rulle over på den anden.- Mange israelitiske bøger er gået tabt, således bogen om Herrens Krige (4 Mos. 21, 14), De oprigtiges Bog (Jos. 10, 13) og Salomos, Judas kongers og Israels kongers Krøniker, som nævnes i Krønikebøgerne.

BORD. Israelitternes borde var så lave, da man under måltidet sad på den bare jord eller en måtte. I tiden ned imod Kristi fødsel gik jøderne over til den græsk-romerske skik at ligge til bords. Stundom var ”bordet” kun en måtte eller et skind med en snor i løbegang langs kanten, så at det kunne trækkes sammen til en sæk; sligt ”bord” tænkes der på i Sl. 69, 23.

BRÆNDOFFER. Brændtes helt og holdent på alteret; kaldes derfor også heloffer. Se 3 Mos. 1.

BRØND. Israelitterne havde to slags brønde: 1. Nogle, som fik vand fra en underjordisk vandåre. 2. Andre, som var hugget i klippegrundeller opmuret og samlede regnvand, de såkaldte cisterner.

BUKKETROLDE. Ørkenånder (se Matt. 12, 43).

BYSSUS. Fint ægyptisk linned.

CYMBLER. Metalskiver, som sloges mod hinanden til takt ved dans og spil.

DAGON. Filistæisk afgud.

DANS. Man dansede ringdans eller hver for sig, aldrig to sammen. Både hos hedninger og israelitter brugtes dans ved gudstjeneste.

DAREJK. Se MØNT og VÆGT.

DATTER. I udtryk som Zions datter, Edoms datter og mit folks datter er datter= ung kvinde. Alle semitiske folk ynder at omtale byer, lande og folk som kvindelige væsener.

DOMMER. Jævnlig , især i Dommerbogen= høvding.

DRAKME. Se MØNT og VÆGT.

DRIKOFFER. Vin, som udgødes på alteret. Brugtes kun sammen med andet offer.

DØDEKLAGE. Udførtes efter et ritual af lejede grædemænd og –koner.

DØDSRIGET. Hedder på hebr. Sjeol og opfattedes af israelitterne som et trøstesløst øde og mørkt sted, en skyggeverden.

EFA. Se MÅL.

EFOD. 1. Præsteligt klædningsstykke. 2. Klædningsstykke, som bares af ypperstepræsten, og hvori han havde Urim og Tummim. 3. Et gudebilledes skrud eller det påklædte billede selv.

EFRAIM. 1. Enkelt israelitisk stamme. 2. Hele det nordisraelitiske kongerige (tistammeriget el. Israels rige).

FJERNE STRANDE. Landene ved og øerne i Middelhavet.

FLODEN. Tit= den kendte flod, Eufrat.

FORRÅDSBYER. Fæstninger, i hvilke hærens våben, udstyr og levnedsmidler gemtes.

FORRÅDSHUSE. Hærens proviantgårde og tøjhuse.

FRED. Tit= velfærd.

FRELSESHORN. Se HORN.

FRIÅR. Det år (hvert syvende), i hvilket israelitters gæld skulle eftergives. Se 5 Mos. 15.

GAMLE TESTAMENTE. I de sidste århundreder før Kristi fødsel samledes de gammeltestamentlige skrifter efterhånden til et hele; det er dog ikke sikkert, om Gl. Test. på Jesu tid indeholdt alle de bøger, som nu hører dertil. Bortset fra nogle få stykker (se ARAMAISK) er de skrevet på hebraisk. Det ældste håndskrift med hele Gl. Test. er fra året 1009. Efter fundet af de såkaldte Dødehavstekster kendes nu større og mindre dele af gammeltestamentlige håndskrifter, af hvilke nogle er op imod 1200 år ældre. I den græske oversættelse af Gl. Test. , den såkaldte Septuaginta (¤ 70, skrives LXX), som tit bruges i Ny Test., finder vi teksten, som den lød ca. 200 f. Kr. Sammenligner man Septuaginta med vor hebraiske Bibel, ser man, at teksten i tidens løb mange steder har ændret sig stærkt, hvad man også skønner ved at sammenholde de ikke få steder i Gl. Test., som har samme tekst, f. eks. Sl. 18 og 2 Sam. 22 eller Sl. 14 og Sl. 53. Skrifterne har ikke lidt lige meget ved den gentagne afskrivning.Således er Mosebøgernes tekst nogenlunde vel røgtet, men det omvendte gælder om Samuels, Ezekiels og Hoseas´ bøger. Tit viser Septuaginta tilbage til den bedste, sandsynligvis oprindelige tekst, men mange steder var teksten i urede før Septuagintas tid. I de sidste årtier er der gjort et stort arbejde for især ved Septuagintas hjælp at finde tilbage til den oprindelige tekst, og dette arbejde, som har bragt lys over mange mørke steder i Gl. Test., er kommet nærværende oversættelse til gode. Skrifternes rækkefølge i oversættelsen stammer fra Septuaginta, som lod indholdet være afgørende: først de historiske skrifter (1 Mosebog-Ester), så de poetiske (Job-Højsangen), til sidst de profetiske.

Den hebraiske Bibel er også tredelt, men her svarer delingen til skrifternes alder som hellige (”kanoniske”): først ”Loven”, Mosebøgerne, så ”Profeterne”, til hvilke også Josua-, Dommer-, Samuels- og Kongebøgerne, men ikke Daniels Bog regnes, til sidst alle de andre skrifter, deriblandt Daniels Bog, med ”Skrifterne” til overskrift. Kapiteldelingen stammer fra ca. 1200 e. Kr., versdelingen fra ca. 1500.

GERA. Se MØNT og VÆGT.

HALLELUJA. På hebr. to ord: Hallelu Jah, lovsyng Jah. Jah er afkortet Jahve, se HERREN.

HAVET. Efter sammenhængen enten Middelhavet eller Gennesaret sø eller Det døde Hav eller ”Kobberhavet”, en stor vandbeholder i templet (1 Kong. 7, 23).

HELOFFER. Se BRÆNDOFFER.

HERREN. Omskrivning for navnet Jahveh, Israels Gud, stundom afkortet til Jah eller Jahu. Man udelader gerne det sidste h og skriver Jahve . Den tidligere gængse, men gale udtale Jehova blev mulig ved, at hebraisk skrift oprindelig ikke havde bogstaver for selvlyde, men kun for medlyde; først i det 8. årh. e. Kr. opfandtes selvlydstegn, som indføjedes i teksten under eller over medlydstegnene. Altså skreves navnet oprindelig Jhvh, og israelitterne udtalte det Jahveh. Nu ville de senere jøder ikke bruge navnet, måske fordi de skønnede, at et guddommeligt egennavn kan lede tanken hen på flere guder; i stedet sagde de Gud (hebr. Elohim), den Højeste o. lign. Til sidst ville de ikke engang udtale navnet, når de læste det i de bibelske skrifter; de lod det vel stå, men sagde i stedet Herre (hebr. Adonaj), hvorfor også de græske jøder oversatte det ved Herre (græsk Kyrios) i Septuaginta. For at sikre denne sprogbrug gav man senere navnet Jhvh Adonajs selvlydstegn o og a. I tidens løb gik den rette udtale ad glemme, og da de lærde kristne, som i 13. årh. satte sig til at granske Gl. Test., intet kendte til navnets historie, udtalte de det, som det skrives i den hebraiske Bibel: Jehova.

HERSKERINDEN. Stundom= kongemoderen, enkedronningen, hvis

(fortsat) HERSKERINDEN. indflydelse var stor.

HIMMELENS DRONNING. Se SOL.

HIN. Se MÅL.

HJERTE. For israelitterne ikke alene følelsens, men også tankens eller samvittighedens sæde.

HOMER. Se MÅL. Tonen ligger på første stavelse.

HORN. Billede på styrke. Løfte ens horn= gøre en stærk. Løfte sit horn= være kry. I frelseshorn hentyder billedet til en fjeldtinde, hvor man var i sikkerhed for en forfølger, eller et alterhorn, som gjaldt for fristed.

HUND. De israelitiske hunde var herreløse og halvvilde; de levede af affald og ådsler og holdtes for urene. Ordet bruges derfor som groft skældsord.

HÆR. I den ældste tid udbødes alle våbenføre mænd til landeværn og krig. Foruden folkeopbudet ("hele hæren") havde kongerne en lønnet hird ("helte"), en livvagt og lejetropper ("kærnetropper"). Davids livvagt kaldes kreterne og pleterne, sandsynligvis fordi der var mange kretere og filistre i den. Til lejetropperne hørte sandsynligvis vognkæmperne og rytterne, der måtte uddannes bedre end fodfolk. Hærens tros kørtes på vogne, som samlede dannede en vognborg (1Sam. 17, 20; 26, 5).

HÆRSKARERS HERRE. Hebr. Jahveh Zebaot. Hærskarerne er Israels hære, uvejr og jordskælv o. s. v. stjernerne og englene. Navnet siger altså, at Herren er den vældige Gud, hvem alt er underlagt, og som virker gennem alt.

HÅNDSBRED. Se MÅL.

JUBELÅR. Af hebr. jobel= vædderhorn, fordi det indvarsledes ved stød i vædderhorn. Se 3 Mos. 25, 8 ff.

KAB. Se MÅL.

KALDÆER. Stundom= troldmand, fordi Babylonien, kaldæernes land, var stjernetydningens hjemland.

KALMUS. Urt med stærkt lugtende rod, som brugtes til salve.

KASSIA. Vellugtende bark, som brugtes til salve.

KERUBER. Overjordiske væsener, som dels bærer Herrens trone, dels er hans vogtere. Afbildedes gerne i væv og billedskæring, også frit stående.

KESITA. Se MØNT og VÆGT.

KILDE. Da vandløb har stort værd i bjergegne, findes det hebraiske ord En, som betyder kilde, i mange stednavne, f. eks. En-gedi (Gedekilden), En-dor (kilden i Dor).

KOR. Se MÅL.

KRETERNE og PLETERNE. Se HÆR.

KRØNIKE. Se BOG.

KØD. Tit= dødelige væsener, modsat den evige Gud. Alt kød= alle mennesker eller alle levende væsener.

LAMPE. Oliebeholder med væge. Den tændte lampe bruges som billede på en slægts vedvaren.

LETEK. Se MÅL.

LEVITPRÆST. Udvidet form for præst.

LIVJATAN. 1. Slangeuhyre. 2. Krokodille.

LOD. Brugtes ikke alene, når huse skulle bygges, men også til at vise, om hældende og udbuede mure var så brøstfældige, at de måtte nedbrydes. Det samme gælder om målesnor. Se 2Kong. 21, 13. Es. 34, 11. Klages. 2, 8. Am. 7, 8.

LOG. Se MÅL.

LØVHYTTEFEST. Fejredes 15. -21. tisjri (se TIDSREGNING), da man bjærgede vin, olie og frugt; kaldes derfor også festen for frugthøst (2Mos. 23, 16). Under festen boede man i løvhytter af palme-, oliven- og pilegrene på tage, i gårde og på torve og opførte hellig ringdans. Man mindedes ørkenvandringen.

MINE. Se MØNT og VÆGT.

MINE MODSTANDERES HJERTE (Jer. 51, 1). Se SJESJAK.

MOLOK. "Konge". Navn på en afgud, til hvem israelitterne en tid ofrede børn i Hinnoms Dal ved Jerusalem.

MYRRA. Kostbar gummi, som drypper fra et arabisk, akacielignende træ.

MØNT og VÆGT. Da israelitterne ikke havde virkelige mønter, men brugte afvejede metalstykker i omsætningen, falder deres mønt og vægt sammen. Vægtenheden var en sekel= 16, 37g. Oprindelig var 1 mine= 60 sekel= 982, 4 g. 1 talent= 60 miner= 58, 944 kg. 1 beka= 1/2 sekel. 1 gera= 1/20 sekel. 1 kesitas vægt er ukendt. Senere regnede man 1 mine= 50 sekel= 818, 6 g. 1 talent= 60 miner= 49, 11 kg. Hvornår den yngre regnemåde indførtes, vides ikke; men den var i alt fald i brug på Ezekiels tid (ca. 600 f. Kr.). Tidligt kom guld- og sølvstykker, som vejede så og så mange sekel, i omløb. Men alligevel var omsætningen tit vanskelig. Især kneb det med at omregne guld- til sølvsekel eller omvendt, eftersom sølvs og gulds indbyrdes værd lå fast som 1: 13 1/3. Denne vanskelighed afhjalp man så ved at sætte sølvstykker i omløb, som vejede 1/15 af det til en guldsekel svarende sølvstykke, altså 16, 37 g x 13 1/3 x 1/15= 14, 55 g. Da disse sølvstykker også kaldtes sekel, kom en sølvsekel til at veje mindre end en guldsekel. 1 guldsekel= 16, 37 g= ca. 40 kr. 1 guldmine= 818, 6 g= ca. 2000 kr. 1 guldtalent= 49, 11 kg= ca. 120 000 kr. 1 sølvsekel= 14, 55 g= ca. 2 kr. 25 øre. 1 sølvmine= 727, 5 g= ca. 112 kr. 1 sølvtalent= 43, 65 kg= ca. 6750 kr. I persertiden indførtes virkelige guldmønter: 1 darejk= 8, 4 g= ca. 20 kr. 1 drakme= 4, 3 g= ca. 10 kr.

MÅL 1. Længdemål 1 alen= ca. 1/2 m (underarmens længde fra albue til fingerspids). 1 "kongelig" alen= ca. 55 cm. 1 spand= 1/3 vanlig alen= ca. 1/4 m. 1 håndsbred= 1/3 spand= 1/12 m. Man målte med stang, rør eller snor. 2. Rummål Til tørre varer brugtes: log, kab, omer, sea, efa (det mest brugte), letek og homer, til flydende: log kab, hin (det mest brugte), bat

(fortsat) MÅL og kor. 1 log= ca. 0, 5 l 1 kab= 4 log= ca. 2, 02 l 1 omer= ca. 3, 64 l 1 hin= 3 kab= ca. 6, 07 l 1 sea= 6 kab= ca. 12, 15 l 1 efa= 3 sea= 10 omer= ca. 36, 44 l 1 bat= 1 efa= ca. 36, 44 l 1 letek= 5 efa= ca. 182, 2 l 1 homer= 10 efa= ca. 364, 4 l 1 kor= 1 homer= ca. 364, 4 l

MÅLESNOR. Se LOD.

MÅNE. Se TIDSREGNING.

NARDUS. Vellugtende urt.

NASIRÆER. En, som vies eller vier sig til Gud med løfte om altid eller en tid lang at afholde sig fra visse ting, bl. a. stærke drikke.

NATTEVAGT. Se TIDSREGNING.

NAVN. For israelitterne var navnet dels udtryk for vedkommendes væsen, dels varsel om fremtiden. Derfor er der i Gl. Test. så mange navneordspil, der altså er andet end en leg med ord.

NYRE. Efter israelitisk tankegang sæde for samvittighed, følelser og tanker.

NØGEN. Stundom= uden kappe eller våben.

OFFERHØJ. Stundom= en offerhøjs helligdom.

 

OMER. Se MÅL.

PAGT. 1. Overenskomst. 2. Forpligtelse, man påtager sig. 3. Forpligtelse, man pålægger

(fortsat) PAGT. andre.

POESI. Den hebr. poesi bruger kun rim i

(fortsat) POESI. enkelte tilfælde, f. eks. Dom. 16, 24; Es. 7, 9. Den bruger tvillingled (paralelisme), og kun tostavelserne tæller, ikke som i vore versemål også de tonløse. Tvillingled hænger enten sammen således, at andet led gentager første med andre ord (Sl. 6, 2), eller således at andet led siger, hvad der sker i modsat fald (Sl. 37, 22), eller således at andet led fortsætter eller udvider første (Sl. 33, 14). Trillingled findes også (Sl. 24, 7 ff.). Enkeltled kan dog bruges, og de kan ikke undgås, når en sang deles i afsnit, i hvilke leddenes tal er ulige. Følgende versemål findes: 1. Trefods ¤: mål med tre tonstavelser (Es. 44, 1). 2. Firfods (Sl. 4, 7). 3. Tre- og tvefodsskifte (Sl. 19, 8). 4. Fir- og tvefodsskifte (Es. 26, 1). 5. Fir- og trefodsskifte (Sl. 140, 5). I mange sange bruges mer end ét versemål. Om sligt

(fortsat)POESI.

(fortsat) POESI. er oprindeligt eller kun en følge af, at teksten er vanrøgtet, er omstridt. I nærværende over-

(fortsat) POESI. sættelse er versemålenes gengivelse kun

(fortsat) POESI. ufuldkommen. Ved tre- og tvefodsskifte, det såkaldte kinamål ("kina" betyder: klagesang), har oversættelsen begge led i én linie; ved de andre versemål har hvert led sin

(fortsat) POESI. linie. Mange sange deler sig selv i lige lange strofer

(fortsat) POESI. (Es. 14, 4-15). Om alle oprindelig gjorde det, er også omstridt. Dog begynder mangen salme med eller (og) slutter med et eller flere

(fortsat) POESI. led uden for strofedelingen. Da der endnu råder stor usikkerhed på dette område, har oversættelsen så godt som intet hensyn taget dertil.

(fortsat)POESI. Nogle få sange har omkvæd (Sl. 46, 8. 12),

(fortsat) POESI. som kan stå både foran og bagefter eller inde

(fortsat) POESI. i stroferne, og som kan have et andet versemål end selve sangen (Sl. 42, 6. 12).

PORT. Byportene var hele, store bygninger, hvis ydre indgang var i flugt med murens yderside, medens den indre lå et godt stykke fra murens indreside; jfr. tempelportene, som var 50 alen lange. Der var tag over dem. Her

(fortsat) PORT. tyede man i skygge for den brændende sol, her samledes man i ledige stunder, afsluttede

(fortsat) PORT.

(fortsat) PORT. handler og satte retten; tit er derfor porten=

(fortsat PORT. retten.

PRÆST. De israelitiske præster skulle ikke prædike, men ofre, afsige kendelser ved hjælp af efod og Urim og Tummim og våge over gudstjentslig og moralsk sæd og skik. Allerede i den ældste tid foretrak man til præst en mand af præsteslægt, og senere måtte kun "Arons sønner" være præster.

PURIM. Fest, som fejredes 14. og 15. adar (se TIDSREGNING). Man gav hverandre gaver og tænkte også på de fattige. Se Est. 9, 20 ff.

PÅSKE. Fejredes 14. nisan (se TIDSREGNING) med offer på alteret og påskelam i hjemmene til minde om udgangen fra Ægypten. Navnet udledes af et udsagnsord, som betyder gå forbi, skåne. Se 2Mos. 12. Påsken gik i ét med de usyrede brøds højtid, som fejredes 15. -21. nisan, da høsten (byghøsten) gik ind; man spiste usyret brød og ofrede førstegrøde af den nye høst. Se

(fortsat) PÅSKE. 2Mos. 12, 15 ff.

RETFÆRD. Stundom, især i Salmerne og Es. 40-66= frelse, velsignelse, den ret, Israel har krav på hos Gud.

SALTPAGT. Uryggelig pagt. Hænger sammen med den endnu hos flere folk rådende tanke, at fælles nydelse af salt med-

(fortsat) SALTPAGT. fører trofast venskab.

SATRAP. Persisk landshøvding.

SEA. Se MÅL.

SEKEL. Se MØNT og VÆGT.

SELA. Musikudtryk af ukendt betydning.

SENG. Tit kun en måtte.

SERAFER. "Slanger". Overjordiske væsener, som kun omtales Es. 6, 2. 6.

SILDIGREGN. (vårregn). Falder i Palæstina

(fortsat) SILDIGREGN. i marts og april før høsten. Udebliver den, tørres kornet hen på

(fortsat) SILDIGREGN. marken.

SILOA. Oprindelig (Es. 8, 6) en vandledning i Jerusalem, sandsynligvis den, som ledte vandet fra Mariakilden ned langs sydøst-

(fortsat) SILOA. højens østrand. Senere

(fortsat) SILOA. mundingen af en tunnel, som Ezekias lod grave til vandledningen igennem højen. Ved mundingen lå en dam (Neh. 3, 15; Joh. 9, 7).

SJESJAK. Gådenavn på Babel (Jer. 25, 26; 51, 41). Navnet er dannet ved, at man i stedet for B, a o. s. v. satte de bogstaver, som har de tilsvarende numre i alfabetet, når dette læses

(fortsat) SJESJAK. bagfra (sj er på hebr. ét bogstav). Ved samme fremgangsmåde bliver

(fortsat) SJESJAK. kaldæerne (hebr. kasdim)

(fortsat) SJESJAK. til "mine modstanderes hjerte" (hebr. leb kamaj) Jer. 51, 1.

SJIBBOLET. 1. Aks. 2. Strøm. Ordet udtaltes af nogle egnes befolkning sibbolet

(fortsat) SJIBBOLET. (Dom. 12, 6).

SKORPION. 1Kong. 12, 11. 14 og

(fortsat) SKORPION. 2Krøn. 10, 11. 14= svøbe med metalkløer.

SKYGGERNE. Tit= de døde.

SKYLDOFFER. Se 3Mos. 5, 15 ff.

SOL. Under Manasse trængte den assyriske

(fortsat) SOL. sol- og stjernedyrkelse ind i Israel. Især dyrkedes "Himmelens Dronning", sandsynligvis venusstjernen, til

(fortsat) SOL. hvem kvinderne ofrede stjerneformede kager. Josias´ reformation gjorde ende derpå.

SPELT. Hvedelignende kornsort.

STENSTØTTE. Se ALTER.

STJERNE. Se SOL.

SVINGNING. Udførtes til indvielse med visse offerstykker, som tilfaldt præsterne.

SVÆRDDANS.Brudedans med sværd i hånd.

SYNDOFFER. Se 3Mos. 4 f.

SØN. Profetsønner er ikke sønner af profeter, men profeter ¤: profetlavets medlemmer, som boede samlede flere steder i landet.

TAG. Hustagene var flade og skulle efter 5Mos. 22, 8 omgives med rækværk. På taget

(fortsat) TAG. var tit bygget en stue.

TAKOFFER. Dyreoffer, af hvilket kun blodet og en del af kødet kom på alteret, medens den ofrende fejredeoffermåltid med en anden del af kødet. Se 3Mos. 3.

TALENT. Se MØNT og VÆGT.

TAMARISK. Træ med små, smalle blade.

TARSISSKIBE. Oprindelig skibe, som sejlede

(fortsat) TARSISSKIBE. på Tarsis (Tartessus) i Sydvestspanien. Senere = store skibe.

TEMPLET. Lå på østhøjen Zion, som havde

(fortsat) TEMPLET. fald mod Kedrons dal. Templet var led i en kæde af bygninger, som Salomo byggede. Fra syd trådte man først ind

(fortsat) TEMPLET. i en forgård, over hvilken man kom til Libanonskovhuset

(fortsat) TEMPLET. (1Kong. 7, 2), hvis 45 cedertræssøjler bar et øvre rum, som brugtes

(fortsat) TEMPLET. til tøjhus. Nordenfor lå søjlehallen (1Kong. 7, 6) og lige bag denne tronhallen (1Kong. 7, 7), hvor Salomo holdt rettergang. Videre mod nord kom man ind i

(fortsat) TEMPLET. "den anden forgård", i

(fortsat) TEMPLET. hvilken slottet lå (1Kong. 7, 8). Endelig kom man norden for slottet til templet, der var omgivet af to forgårde. Brændofferalteret stod på den nøgne klippeflade, der nu omgives af klippe-

(fortsat) TEMPLET. moskeen(Omar-

(fortsat) TEMPLET. moskeen). Den egentlige

(fortsat) TEMPLET. tempelbygning, hvis ind-

(fortsat) TEMPLET. gang var mod øst, lå vest for alteret. Om tempelbygningen se 1Kong. 6 f.

TEREBINTE. Stort træ med frodigt løv.

TIDLIGREGN. Falder i Palæstina fra sidst i

(fortsat) TIDLIGREGN. oktober til først i

(fortsat) TIDLIGREGN. december. Udebliver

(fortsat) TIDLIGREGN. den, bliver jorden ikke tjenlig til at modtage sæd.

TIDSREGNING. Noget fast at regne tiden

(fortsat) TIDSREGNING. efter, som Kristi fødsel er for os, havde man ikke. Man regnede efter det år, en konge trådte til, eller andre vigtige tildragelser. De årstal, man nu regner med i Israels historie, er derfor tit kun sandsynlige. Israelitternes år var et solår på 365 dage. Før landflygtigheden var efterårsmåneden tisjri,

(fortsat) TIDSREGNING. efter landflygtig-

(fortsat) TIDSREGNING. heden forårs- måneden nisan årets første måned. Dog vedblev tisjri at være kirkeårets første måned. Nytårsdag fejredes som højtidsdag.

(fortsat) TIDSREGNING. Året deltes efter måneskifterne i 12 måneder på 29 eller 30 dage. Man udjævnede måneårets 354 dage

(fortsat) TIDSREGNING. med solårets 365 ved nu og da at indskyde en skudmåned, så at

(fortsat) TIDSREGNING. årets første måned altid indtraf på samme årstid. Også månedernes første dag, nymånedagen, fejredes som højtidsdag. Af de ældre månedsnavne nævnes i Gl. Test. : Abib = det senere nisan. Siv = den følgende måned. Etanim = det senere tisjri. Bul = den følgende måned. Af de yngre månedsnavne nævnes: Nisan, første måned fra midt i marts til midt i april. Sivan, tredje måned fra midt i maj til midt i juni. Elul, sjette måned fra midt i august til midt i september. (Tisjri, syvende måned fra midt i september til midt i oktober, nævnes ikke). Kislev, niende måned fra midt i november til midt i december. Tebet, tiende måned fra midt i december til midt i januar. Sjebat, ellevte måned fra midt i januar til midt i februar. Adar, tolvte måned fra midt i februar til midt i marts. Ugedagene nævntes med talord; den sidste var sabbat. Dagens 12 - efter årstiden længere eller kortere - timer regnedes fra solens opgang til dens nedgang. Nattens 12 timer deltes i 3 nattevagter. På Jesu tid deltes de dog ved vandures hjælp efter romersk sæd i 4 vagter. -Et solur omtales Es. 38, 8.

TÆRSKEHJUL. (Ordsp. 20, 26). Dobbelt ringtromle med tænder på ringene. Nogle steder har "vognhjul" samme betydning; således Es. 28, 27. 28.

TÆRSKESLÆDE. Firkantet, fortil opad bøjet bræt med spidse sten eller knivsblade under.

UDGANG OG INDGANG. Udtrykket

(fortsat) UDGANG OG INDGANG. "Herren

(fortsat) UDGANG OG INDGANG. bevare

(fortsat) UDGANG OG INDGANG. din udgang og indgang" vil sige: Herren vogte dig på alle dine veje.

UGEFEST. Fejredes én dag syv uger efter

(fortsat) UGEFEST. påske, når høsten (hvedehøsten) var til ende; falder altså i tid sammen med vor pinse. Kaldes 2Mos. 23, 16 festen for høsten. Man ofrede hvede og mindedes åbenbaringen på Sinaj.

URIM OG TUMMIM. To hellige lodder, som gemtes i ypperstepræstens efod.

USYREDE BRØDS HØJTID. Se PÅSKE.

VEJ. Tit = adfærd.

VOGNBORG. Se HÆR.

VÅBEN. Til forsvar: skjold, der bares på venstre arm, hjelm, brynje og benskinner. Til angreb: sværd, båret i en skede, der hang i bæltet på krigerens venstre side, spyd og stridsøkse. På længere afstand brugtes bue og slynge.

ÆLDSTE. Tit = høvdinger.

ØRKEN. Ikke altid sandflader. Tit nøgne bjerge (Judas bjergørk) eller i det hele udyrket jord (nomadeland) med grønne græspletter tidligt om foråret